Hvorfor siger du ikke bare fra?

“JEG FIK IKKE SÅ MEGET TIL FROKOST…

… jeg lige tager lidt af din mad”, “Åååh, kan jeg låne 200 kr. til på mandag?”, “Jeg har booket billetter til os. De er godt nok lidt dyre, men det er vel ok med dig?” eller “Jeg fortalte lige min veninde, at du og Anders har problemer på lagnerne. Det gør vel ikke noget. Hun siger det jo ikke videre…”.

Du kan sikkert fylde en lang liste med situationer, hvor du havde lyst til at råbe “STOOOOOP!”, men ikke fik sagt fra.

Det er SÅ vigtigt at kunne sige fra. Og du har ret til at sige fra lige dér, hvor DIN grænse går. Ikke hvor og hvornår andres synes at du burde have din grænse.

Så hvad er det, der gør, at du ikke får sagt fra? Er du bange for, at andre bliver sure? Frygter du udstødelse, hvis du melder et nej tak ud? Er du bange for, at de synes, at du er kedelig? Er det fordi, at det er lettere at sige “ja” lige nu? Fordi du føler, at du ikke har en legitim grund til at have din grænse lige der, hvor dine siger, at den faktisk er? Er du opdraget til at please og bare sige ja? Har du glemt (gennem et helt liv måske?) at træne og vedligeholde din “tak, men nej tak”-muskel?

Der kan være mange (og nogle gange skjult for os selv) grunde til, at vi ikke får sagt fra og siger nej tak. Men for overhovedet at ændre noget, skal vi starte med at se på, hvad det der sker.

Hvorfor får DU mon ikke sagt fra?