Vi elsker vores børn. Punktum. Alligevel kan det være svært at bevare roen og overblikket, når vores børn for 15. gang på en dag får en nedsmeltning.
Du har svært ved at skjule din irritation. I er ved at komme for sent. Eller du har haft en besværlige kunder i telefonen det meste af dagen. Og nu føles det overvældende, at der er en nedsmeltninger undervejs. Igen.
Mange ender med at blive irritable eller skælde ud – for fortryde det bagefter. For vi ved jo godt, at det ikke er vejen frem.
Men hvad er så vejen frem?
Én sætning har hjulpet mig. I en sådan grad at jeg anser den for banebrydende i min måde at håndtere min sansestærke datter på.
“Hun gør det ikke med vilje. Nedsmeltninger er ikke rettet personligt mod mig”.
Det kan måske virke lidt underligt. For ja jo, vi ved jo godt, at det ikke er personligt, når vores børn får en nedsmeltning. Men faktisk reagerer mange forældre (ubevidst), som om at det VAR personligt. Med vrede, irritation, skæld ud, frustration.
Og hjælper det på et barn, der i forvejen har svært ved at regulere sig selv. På grund af alder. Overstimulering. Stress. Overvældende følelser. Svaret kender vi godt.
Så næste gang du oplever, at du er op vej ud af den sti, der fører til din reaktion liiige om lidt. Stop op. Træk vejret. Se på dit barn… som et barn. Blot eet lille uskyldigt væsen, der er i sine følelsers vold. Og liiiige dér har du som voksen, som forælder, en unik mulighed for at vise dit barn, at du rummer det. Du forstår. Du er der…