Kender du en kvinde, du beundrer?

For eksempel hendes mod, vilje og modstandskraft overfor andres meninger, andres blikke, andres kritik?

 

Har du tænkt over, hvad det helt præcist er, du beundrer hende for?

For mit eget vedkommende beundrer jeg vanvittigt meget en god bekendt. Hun har evnet at jonglere sit familieliv og sit arbejdsliv. Så hun stadig er en nærværende mor og samtidig en skattet medarbejder på sit arbejde. Hun fortæller, at hun ved, at hun er faglig kompetent. Og hun ved også, at hun har brug for tid med børnene og familien. Fra starten på sin arbejdsplads har hun ladet vide inkl. hendes chef, at hun kommer til at sige nej til opgaver, hvor hun mærker, at det går ud over hendes indre balance. Og hun er fuldstændig i ro med, at det er ok at sige fra. Hun kender sit værd. Og det har hun på en fin måde formidlet til kolleger og chefer. Og stik modsat af, hvad man skulle tro, har hun vundet respekt for hendes “grænsesætning”. Dét er for mig beundringsværdigt, at hun tør stå ved sig selv og hendes værdier.

 

Mange kvinder er i konflikt med sig selv. Konflikterne handler blandt andet om kvindernes passion, behov, drømme og ønsker på den ene side, og en indre kritiker på den anden side.  “Jeg vil rigtigt gerne tilbage på skolebænken og uddanne mig til xyz, men det falder nok ikke i god jord hos min mand, og hvordan skal familielivet så fungere?”. Eller “jeg drømmer om at starte egen virksomhed, men jeg kan jo ikke sælge”. Eller “Jeg ville ønske, at jeg blev respekteret og værdsat. Jeg er træt af at blive taget for givet af alle. Jeg føler mig brugt og udnyttet”.

 

Vi er mange kvinder, der holder os tilbage i at være autentiske, være os selv, udleve os selv, sætte grænser, gå efter det som føles helt rigtigt for os… fordi vi tror eller ligefrem har erfaret, at det skaber problemer, konflikter og dårlig stemning, eller vi bliver udstillet eller udskammet, hvis vi siger dét vi har på hjerte. Hvis vi siger fra. Er sultne. Eller står ved os selv.

 

Stil dig selv disse spørgsmål.

Hvad drømmer jeg om at fortælle verden?

Hvad drømmer jeg om at gå efter?

Hvad drømmer jeg om at udleve? Hvad drømmer jeg om at opnå?

Hvad drømmer jeg om at være, kunne eller have mod til?

Men som jeg endnu har ikke formået.

Skriv svarene ned.

 

Skriv derefter dine svar på, HVORFOR du endnu ikke er kommet i mål med dét, du ville ønske? Svar ærligt.

Tag et kig på dine svar. Og spørg så dig selv, hvad det ville give dig, hvis du rent faktisk gik efter dét, du gerne vil have? Hvad det vil give dig, hvis du turde sige fra. Sætte grænser. Tage et vildt sving i din karriere. Turde gå fra din partner. Turde stille dig op. Turde være dit autentiske dig. Turde være tro mod dig selv. Hvad ville det give dig?

 

Når vi stiller os selv de rette spørgsmål. Når vi dykker ned i, hvad der er vigtigt for os. Når vi dykker ned i det, vi ikke ønsker. Og ned i det som vi brænder for at gøre/have/sige, får vi bevidsthed på vores sande jeg – og dermed bliver det lettere at stå ved os selv. For vi får et klart billede af netop dét – Hvem er vi, og hvad vil vi.

Udvælg nu et af dine svar og koncentrer dig om dette i den videre proces. Det kunne f.eks. være “Jeg har behov for at blive bedre til at sætte grænser overfor folk omkring mig”.

 

Dernæst stiller du dig selv følgende spørgsmål.

Luk øjnene og forestil dig, at du skruer dit liv 1 år frem? 5 år frem? 10 år frem? Hvilke følelser giver det dig at tænke på, hvis du fortsætter “ud af samme tangent” som hidtil med f.eks. at føle dig overtrådt, taget for givet, ikke respekteret?

 

Hvis du tænker “jeg visner og dør, hvis mit liv forbliver i samme rille”. Så er det tid til at gøre noget. Så er det tid til at se på, hvordan du kan føre det ud i livet, som du oplever du mangler.

 

Metoden er enkel. 

Begynd at øve dig. Det er tid til handling. Uden handling forbliver alt ved det gamle.

 

Start med bittesmå ændringer. Det kan føles langt mere overskueligt, når vi spiser elefanten i meget små bidder.

Vær tålmodig og selvkærlig i din Indefra-træning. Hvis du presser dig selv for meget eller bliver vred på dig selv, er det dømt til at gå i vasken.

Tag ét tema af gangen. Når vi prøver at gøre alt på én gang, bliver vi ufokuseret og stresset – og det bliver sværere at komme i mål.

Øv dig i trygge omgivelser eller situationer først. Når vi skal ud på gyngende grund, er det vigtigt at der ikke er alt for dybt. Stille og roligt kan vi blive mere og mere modige.

 

Til sidst.

Husk at du VIL komme til at fejle. Men at du lærer hver evig eneste gang, at du fejler. Ofte glemmer vi, hvor meget læring at hente i netop det, der ikke gik heeeelt, som vi ønskede det. Træk læring og erfaring ud. Ikke dunke dig selv oveni hovedet. Det er kun Tom & Jerry i Disney tegnefilm, der dunker sig selv oven i hovedet.

Du vil måske også opleve, at det føles grænseoverskridende og svært. Ellers ville det jo være let for dig, og så var du jo allerede forlængst i gang. Men giv ikke op på dét, du har sat dig for at gøre. Bliv ved. Det skal nok komme. 

Fejr når du har taget et skridt opad. Når du har udfordret dig selv. Og du lykkedes med det, du havde sat dig for.

 

Hint: Når du har taget arbejdet med et tema. Kan du gå tilbage til din arbejdslist og tage hul på et nyt tema, hvor du nu ved, at du rent faktisk kan rykke dig <3

 

 

Et eksempel på “Stå ved dig”-øvelsen:

Josefina ville ønske, hun var bedre til at sætte grænser. Hun ser, at hun er en pleaser alle vegne. I familien. På jobbet. Blandt veninderne. Og sågar også når hun er ude at handle, bliver ringet op af en telefonsælger eller sidder i forældregruppen i skolen. 

Josefina er langsomt men sikkert ved at miste sig selv. Og oplever en dybere og dybere utilfredshed i tilværelsen. 

Fordi at hun er en pleaser, der hader konflikter, er det en god idé at starte med bittesmå og ufarlige situationer.

Jeg foreslår hende, at hun starter med at øve sig, når hun er blandt fremmede, hvor hun ikke er for følelsesmæssigt involveret. 

Josefina skal til frisør om 3 dage. Frisøren har hun haft i 2 år. Og hun er meget tilfreds med hendes klipninger. Men… Josefina føler sig stresset, når hun går fra frisøren. Frisøren er en udadvendt type, der elsker at snakke, fortælle og spørge. Hvert sekund. Og det der skulle have været en times selvforkælelse for Josefina, bliver til en time med et konstant bombardement af ord i Josefinas hoved. Men Josefina har aldrig haft modet til at fortælle frisøren, at hun faktisk slet ikke har lyst til at snakke. 

Josefinas udfordring er, at hun har vanskeligt ved at stå ved den hun er. Hun føler ikke, at hun kan tillade sig at sige sin mening. Hun føler, at hun BØR være på en bestemt måde. Være udadvendt og selskabelig, fordi det er det rigtige gøre og være.

Så jeg spørger hende:

Hvad ville det give dig at fortælle din frisør, at du faktisk bare har brug for at sidde og være stille, lukke øjnene eller stirre ud i luften? Og altså ikke skulle snakke eller lytte. 

Josefina: Det vil give mulighed for at nyde den time, hvor jeg sidder hos frisøren. Give mig mulighed for bare at slappe af, have ro i mine tanker og nyde at blive nusset om. Ikke være noget for nogen. Men bare tage imod. Jeg føler nemlig, at noget i mig siger, at jeg altid bør være til rådighed for andre. Altid bør sætte andres behov først.

Hvordan var det så at fortælle frisøren, at du ikke havde lyst til at snakke?

Jeg havde faktisk sommerfugle i maven, da jeg gik ind af døren til min frisør. For jeg havde jo aftalt med mig selv, at jeg SKULLE gennemføre. Ellers var jeg jo lige vidt.

Jeg blev modtaget af min frisør, der var som hun plejer. Et snakkende vandfald. Så snart vi havde aftalt, hvad hun skulle gøre ved mit hår. Stoppede jeg op. Trak vejret dybt og sagde så, at jeg havde brug for bare at være stille og sidde og nyde at blive nusset om. “At det være hos frisøren var mit lille helle i en travl hverdag”. Jeg ved ikke, om hun helt forstod hvorfor det var vigtigt for mig. Men hun var i hvert fald stille. Og selvom jeg mærkede en vis indre uro de første mange minutter, sad jeg og tænkte, at jeg jo var i min gode ret til at gøre noget godt for mig. Efter noget tid blev jeg mere rolig inden i. Og endte egentlig med at nyde roen i mit hoved. 

Jeg er super glad for, at jeg fandt modet til at stå ved, hvad jeg har brug for og hvem jeg er. Jeg har virkelig fået mod på at se på andre områder i mit liv, hvor jeg er tilbøjelig til at tænke på andres behov først. Jeg vil nok altid være en pleasertype, der er meget optaget af andres behov. Men jeg har opdaget, at jeg faktisk godt kan stå ved mine behov. Og hvad dét gør godt for mig. 

 

Det har været en vild oplevelse. Og jeg mærker, at jeg har fundet et mod frem, som jeg faktisk ikke troede, jeg havde i mig.

Josefina, 41 år, mor til tvillinger på 8 år.