Er det altid liiiidt de andres skyld?
Æv, så nåede jeg ikke …
Vi kender det sikkert alle sammen. Den der følelse af, at hvis bare lige andre, din partner, dine forældre, din kollega, folk i trafikken, hende i kassen i Kvickly havde skyndt sig, var i lidt bedre humør, havde hjulpet lidt til, havde vist mere begejstring, havde givet plads… og så videre… så havde du nået toget, fået sovet mere, afleveret en bedre opgave på chefens bord, været i bedre humør… og så videre.
Vi kan alle på en dårlig dag og falde i dén fælde – at det liiiidt er andres skyld.
Men hvis det er en måde at være i livet på. Så er det usundt. Utilfredsstillende. Og mest af alt. Du har lagt fjernebetjeningen til dig, til dit humør, din energi, din skaberkraft fra dig.
Ufedt – eller hvad?
Absolut! Vil nogle sige. Jeg har ikke lyst til at give tilfældigheder, andres drama – ELLER “mine egne fejlfortolkninger og forkerte valg” skal så meget negativ magt over mit indre.
For andre er det faktisk ikke så ufedt endda. Hvorfor?
Hvorfor er dét at give andre skylden for nogle mennesker et dagligt must?
Fordi når det altid er andres skyld. Kan det ikke samtidig være min skyld. På et ubevidst plan smider vi dermed ansvaret fra os.
Og dét at tage ansvar kan føles overvældende og ubehageligt , hvis vi oplever, at ansvar er det samme som skyld. Det er MIN skyld. Hvis vi f.eks. i vores opvækst har traumatiske relationersoplevelser, der fik os til at føle os forkerte, ikke mødt, nedgjorte, ikke elsket for dem vi var, at der ikke var plads til os. Ja, så er det let selv som voksen at koble dét at tage ansvar for egne følelser og handlinger med noget voldsomt ubehageligt. Noget vi for alt i verden skal undgå.
At have modstand på at tage ansvar for egne følelser, eget indre drama, egne handlinger kan have store konsekvenser. Man kan komme til at skubbe partneren eller andre nærerelationer ud over kanten, fordi man ikke tager ansvar for de frustrationer, man har indeni og som meget vel kan stamme fra uforløste barndomstraumer. Og som i stedet kommer ud som “det er altid liiidt de andres skyld”.
Så hvad kan du gøre?
I virkeligheden handler det dybest set om selvkærlighed. Om at kigge på hvorfor du har det sådan med at tage ansvar, der bliver til “jeg ønsker ikke at være skyldig”.
Et godt sted at starte er at turde kigge ned i vores rygsæk. Hvad har jeg med fra min barndom, som kan udløse min aversion mod at tage rigtigt ansvar for mig selv og den, jeg er. Nu som voksen.
Hvordan blev jeg set og hørt og elsket som barn?
Hvad gjorde det ved mig?
Hvor blev jeg ikke set og hørt og elsket som barn?
Hvad gjorde det ved mig?
De fleste af os har lært overlevelsesstrategier i barndommen. Nogle har ikke haft brug for særligt mange. Andre har haft så hårdt brug for overlevelsesstrategier for at være barn i deres familie. At de ikke har rystet disse uheldige strategier af sig som voksne
Men kære dig, der ligger meget guld. Megen forløsning. Megen lykke fremadrettet. Hvis vi tør se lidt tilbage først. Modigt undersøge. Acceptere. Og slutte fred med en tid. En barndom. Som er overstået. Uanset hvordan den var…
At være modig. At turde miste fodfæste – for en stund.
Pas på dig