Når personer omkring dig bliver din kærkomne krykke for ikke at rykke

Kender du det her?

Din veninde er lige blevet skilt, og hun har brug for din skulder at græde ud ved. Igen igen. Eller du bruger oceaner af tid og frustrerede og selvmedlidende tanker på, at andre mennesker kommer SÅ let til alting. Mens du kæmper! Eller måske bruger du vågne nætter på at savne og mindes din ekskæreste og alt det I havde – og hvad han laver nu (måske med en ny partner)?

Fælles for disse 3 eksempler er, at du er ovre i andre. Du bruger din energi på andre. Du er ikke i dit eget. Men render rundt ovre i andres haver. Og tager dermed ikke vare på din egen. Du får ikke vandet, passet og luget ud i din egen have. 

Når vi er mere ovre i andres haver i stedet for i vores egen. Nogle gange af et godt og hjælpsomt hjerte. Andre gange af tristhed, frustration og misundelse. Så sker der det, at vi forsømmer vores egen have. 

Jamen, skal jeg så ikke hjælpe andre, når de står og beder om min hjælp? Jo, helt afgjort. Når du har taget dig af dig først. 

Jamen, jeg kan jo se omkring mig, at mine veninder, venner og kollegaer har held i kærlighed, de har lykkelige familieforhold og har styr på tilværelsen. Jeg må vel gerne have lov at synes, at det er hårdt at se på? Jo, men hvis du sidder som passiv tilskuer til andres succesfulde tilværelse, så passerer dit eget liv forbi uden, at du propper alt det ind i det, som skal få DIT LIV til at føles godt. 

Jamen, det gør ondt at blive forladt af en partner. Skal jeg nu ikke have lov at sørge og være ked af det? Jo, men ikke forevigt. Du skal rejse dig op og blive din egen bedste ven.

Dét der sker, når vi har fokus på andre, er at vi ikke skaber muligheder for os selv. Du kan ikke sidde stille OG samtidig gå ud i verden og tage det, der er dit. Du skal rejse dig op. Du skal i gang med at gøre det, der skal til for, at DU kommer det sted hen, som gør dig glad og tilfreds i tilværelsen.

Men mange af os bruger andre personer som en krykke for ikke at rykke (i vores eget liv). Oftest ganske ubevidst. Vi er ikke bevidste om, at vi mange gange helt selv er vores egen største forhindring for at skabe forandringer.

Fordi vi bliver så pokkers optaget af alt det udenfor os. Optaget af andre mennesker. Optaget af det andre har. Af det, vi ikke har. Optaget af det vi har mistet. Det andre har taget. Det andre har stjålet. Det andre siger. Det andre gør. 

Og inde bag den optagethed af andre (uanset om det er som en god veninde i nødens stund eller om det er gennem overfokusering på andres succeser), ligger der ofte en skjult modvilje mod at tage fat i vores egen tilværelse. Det hårde arbejde det kan være at skulle skubbe os selv et bedre sted hen. Og hvis det netop føles som en stor og ubehaglig opgave, ja så er det lettere at have fokus på andre. At bruge andre som en kærkommen krykke for ikke at rykke.

Så kære skønne dig. Smid krykkerne. Sæt dig selv øverst på den selvkærlige to-do-liste. Begynd at pleje din egen have. Bliv fokuseret. Kun på dén måde kan vi skabe det, der skal til for at få lige præcist dét i livet, vi så brændende ønsker os – og som vi troede kun de andre kunne skabe. 

Pas på dig