Skab personlige forandringer

Sådan skaber du selv det du har brug for

Læsetiden er: 4 minutter

Hvis bare lige…

En sætning du sikkert har hørt dig selv sige et hav af gange. Hvis bare lige din partner, veninde, mor, far, chef, nabo, kollega og så videre ville gøre xyz. SÅ var din lykke gjort.

Men hvor ofte er du blevet skuffet, fordi de IKKE gjorde som du havde håbet på. Regnet med. Forudset. Bedt om. 

 

For det er sådan, at hvis vi håber på, eller ligefrem regner med, at andre skal gøre xyz for os for, at noget skal lykkes for os. Så har vi givet DEM fjernbetjeningen til vores lykke, succes, sundhed, glæde, selvværd og så videre.

 

Jeg er helt med på, at vi kan være i situationer, hvor vi håber SÅ meget på, at en person vi kender vil komme os til hjælp. Måske fordi personen er en tæt relation. Fordi personen har lovet os. Eller fordi vi har hjulpet personen tidligere. 

 

Men sådan går det ikke altid. 

Og det kan give en følelse af at være alene. Ikke at have nogen at læne sig op ad. Ikke at have støtte. At vi ikke kan komme videre.

 

Uanset hvad årsagen er til at vi ikke oplever, at vi får det, som vi håber på, beder om, regner med fra et andet menneske, så er faktum at det gør vi ikke altid.

 

Vi kan vælge at gå i såkaldt offer-mode. Det vil sige, at vi bruger meget tid på at være vrede, skuffede, kede af det, uforstående, frustrerede. 

 

Men offer-mode er et ærgerligt sted at være. For det sted gør intet godt for os. Og det får os i hvert fald ikke derhen, hvor vi gerne vil. Offer-mode er kun, KUN, tidsspilde. Intet andet.

Jeg forstår og ved, at det kan gøre ondt at opleve, at man ikke har den support omkring sig, som man regnede med. Og det må vi også godt udtrykke og begræde. Men kun for en stund. For det er med at komme ud af offerrollen asap. Så hurtigt som muligt!

 

I stedet skal du se på, hvordan DU helt selv kan skabe det, du har brug for.

 

Så hvordan du får det, som du godt gad, at andre ville give dig?

 

Først og fremmest handler det om at forstå, virkelig forstå, at vi mennesker er stærkere end vi går og tror. Du er så meget stærkere end du ved. Du kan selv. Men måske har du bare mest erfaring med at tænke, at du har brug for andre.

 

For at komme dertil, hvor du selv kan skabe det, du har brug for, handler det om at flytte din opmærksomhed og din energi over på dig selv. Ikke på hvad andre gør og ikke gør. Men bruge din tid på at skabe det, du mangler. For når vi er optaget af andre, er der i sagens natur mindre tid, energi, fokus og overskud til os selv. 

 

Og her må du gerne være top-egoistisk. Vi får ikke skabt gode ting for os selv. Hvis vi er ovre i andre – og hvad de burde gøre. 

 

Min bror lærte mig for mange år siden et enormt simpelt men kraftfuldt mind-trick. Han sagde: 

“Mette, dagen i dag kommer aldrig igen. Vil du bruge den på at spekulere over andres adfærd, fejl og mangler. Eller vil du bruge dagen på at gøre det, der skal til, så du får skabt det, du har brug for”.

 

Og så simpelt er det jo i virkeligheden!

Vi kan vælge – hvert eneste øjeblik – hvordan vi bruger vores opmærksomhed. Vores energi. Vores humør. Vores tid. 

 

For i virkeligheden handler dét at få skabt det, vi mangler, om at hente energien hjem til os selv.

Om hvor beslutsomme vi er. Om at være fokuserede. Om at være determinerede. Om at være modige og gå efter det, som er godt for os. 

Og vi kommer kun dertil, hvis vi bliver bevidste om at bruge vores tid og energi på OS SELV. Og ikke på, hvad vi så gerne ville have af andre, og hvorfor vi ikke fik det.

 

Så kære skønne dig. Gå ud og skab det du mangler. Skab dit eget solskin. Det kræver “blot” at du bliver bevidst om, hvor du retter din opmærksomhed hen.

Lad den pege på dig.

❤️

Skærmbillede 2020-06-19 kl. 13.10.12
Del artiklen med nogen, du kender:
Facebookmail