Jeg forstår ikke, hvad der sker. Hvad skal jeg gøre?

I startede ud dejligt og kærligt. Jeres parforhold. Måske var han ligefrem din drømmemand.

Men som tiden er gået, er der kommet skygger for den sol, I stod under. Noget er off i hans adfærd, hans ord, hans følelser, hans tankegang.

Du undrer dig måske ofte over hans reaktioner. De er overdrevne. Barnlige. Upassende. Angribende. Eller måske går han i offerrollen og drejer skylden hen på dig. Han kan virke besidderisk. Måske aner han ikke ud og ind i sit liv, ved ikke hvad han vil og er derfor meget egoistisk og utilregnelig at være sammen med. Måske mener han ét i dag. Noget helt andet i morgen.

Uanset er det at have en partner, der ikke har bearbejdet sit barndomstraume, enorm vanskelig at have en sund og ligeværdig relation med. Vi bliver urolige. Altid på valgt og kan finde på at trække os følelsesmæssigt. For at passe på os selv. 

Så hvad skal du gøre?

Først… der ER håb.

Start med at invitere din partner til en snak, hvor du holder et spejl op foran din partner. Fortæl ham hvad det, han gør og siger, gør ved dig. Fortæl kærligt og ærligt. Og at du har brug for, at der sker ændringer.

MEN… for der er desværre et stort men… det kræver, at din partner har mod til at se på sin barndom. Få hevet alt det sårbare, det ubærlige ud i lyset. Du kan og skal ikke gøre det for ham. Og han kan ikke gøre det selv. Han skal have professionel hjælp. Det er hans opgave. Hans livsopgave. Ikke alle har modet. Nogen finder aldrig modet.

Forhold med en person med uforløste barndomstraumer ender som regel i grøften. Hvis der ikke tages hånd om partnerens følelsesmæssige sår, vil du været tvunget til at vende mange ting indad for, at relationen kan bestå. Eller du vil være nødt til at bryde ud af relationen for at tage vare på dig selv. ELLER han går selv. Fordi han ikke kan rumme sig selv.

Jeg har selv været partner til personer med uforløste barndomstraumer. Det er hårdt at være i. Smertefuldt at se på. Men…