• Kærlighed og parforhold

    Jo, han viser dig præcist hvordan virkeligheden er

    Læsetiden er: 4 minutter

    Arghh… ham jeg dater er bare slet ikke til at finde ud af. 

     

    Jeg ved ikke, om han vil noget seriøst. Jeg ved ikke, om det er mig han vil have. Jeg ved ikke, om vi er et par. Eller om vi bare er friends with benefits. Jeg ved ikke hans intentioner. Om han er oprigtig vild med mig. Eller om han overhovedet gider mig. 

    Jeg er forvirret. Og jeg får ikke rigtigt et svar fra ham.

    Sådan har jeg hørt utallige kvinder sige, når de er på datingmarkedet. Og forsøger at opbygge en relation til en mand. 

    Men kære skønne dig… vi mennesker fortæller andre meget mere end vi ved. Så faktisk sender han dig langt mere information end du tror. 

     

    For at finde ud af, hvad han egentlig “er for en” ville det jo være smart og en lige til højrebenet, at vi blot spurgte hinanden direkte: “hvad er du her for, hvad søger du?”. Men mange er enormt bange for at tage netop dén snak.

    Måske tænker du, at den slags snakke kan man da ikke tage. Måske har du noget med i bagagen, der siger, at man skal give alle en chance. Måske har han sendt dig mixed signals, så du liiiige ser tiden lidt an. Måske er du ikke selv heeeeelt sikker på, hvad du vil. Måske er du bange for, at han giver dig et vævende svar, som gør dig usikker på, om han er reel. Måske er du lige frem bange for, at han er ærlig overfor dig og siger, at han bare er ude på at have det sjovt. Måske er du bange for, at han “bare bruger” dig. Måske har du virkelig brug for, at denne her gang skal det bare lykkes. Måske måske måske.

     

    Så det ender ofte med, at du sidder med flere spørgsmål end svar, når du dater eller indleder et nyt forhold. Og det kan give utryghed og usikkerhed. I enhver ny relation er der helt naturligt en lang indkøringsfase, hvor man skal se hinanden an. Swinger vi sammen, er der kemi, tiltrækning og noget, der kan binde os sammen. Og den slags tager tid. Og det kan faktisk give en usikkerhed, hvis vi så brændende ønsker os, at han bliver vores. Dén usikkerhed er helt naturlig og er en del af gamet.

     

    Hvor det IKKE bliver en dejlig kildren i maven af sunde flagrende sommerfugle er, når vi bliver utrygge. Når vi oplever, at vi har svært ved at afkode den anden. Når den anden virker til at være alle vegne i sin kommunikation og handlinger. Når vi ikke kan finde hoved og hale i, hvad han er for en og hvor han vil hen. 

     

    Men faktisk så viser han dig her præcist, hvordan virkeligheden er.

    En mand der ikke viser dig, hvad han vil. Som ikke lader dig få vished. Som udsender mixed signals. Han viser dig ganske tydeligt, hvordan virkeligheden er. 

    Alle hans ord og handlinger fortæller dig, hvad du skal vide. Også når han ikke handler. Også når han ikke er præcis. Så er det faktisk præcis information til dig!

    Men mange gange handler det om, om vi har lyst til at se virkeligheden. Om vi har mod til at se den. Afkode den. Om vi hviler nok i os selv til at sige fra. Hviler i os selv nok til at sige tak for denne gang. Når han fortæller dig præcist, hvordan virkeligheden er… gennem hans uskarpe ord og adfærd.

    Når han viser os en virkelighed, vi ikke finder attraktiv. Som ikke giver os den ro i maven. Som ikke opfylder vores behov i en relation. Skal vi finde modet til at træde ud af dansen. For så er han ikke længere den dansepartner, du skal valse videre med. 

    Det lyder simpelt. Og det er det også. Hvis vi forstår at være selvkærlige og se andre mennesker, som de virkelig er.

     

    Pas på dig

    ❤️

    Skærmbillede 2020-06-19 kl. 13.10.12
    Del artiklen med nogen, du kender:
    Facebookmail
  • Kærlighed og parforhold

    Her er hvorfor det kan føles hårdt at blive afvist af en date

    Læsetiden er: 3 minutter

    I har været på en date

    Den var super hyggelig. Han var dejlig. I grinede. Og han kyssede, da I sagde farvel. Og så… skriver han næste dag “Tak for i går. Du er dejlig, men jeg må desværre lade dig gå”.

    What?! Med ét bliver tæppet hevet væk under dig. Du troede, I var et match. Jeres skriverier inden daten havde været så dejlige. I havde skrevet sammen mange gange om dagen. Og I havde mange fælles værdier og interesser. Og så smider han det hele på gulvet. Efter første date!

    Du føler dig ramt. Forstår intet. Målløs. Ked af det. Forvirret. Som om den romantiske film er blevet flået ud af dit hoved med en bulldozer. For du troede, at du endelig havde fundet HAM.

     

    Men hvorfor er det, at det næsten føles som en sorg, der sprænger vores fremtidsdrømme i 1000 stykker, når en person vi har haft online kontakt med i kort tid, og som vi kun har været på en enkelt date med, siger nej til os?

     

    Forklaringen skal findes her… 

    For mange af os dater er det som regel i håbet om at støde ind i ham the one and only. We swiper og dér! er han. Ham der ligner vores Mr. Right.

    Allerede når du ser hans billeder på app’en, får du en masse tanker og forestillinger om ham. Måske viser han et billede, hvor han sidder sammen med sine venner eller børn. Måske har han et foto af hans hyggelige sommerhus eller et motiv, hvor han sidder på en fortorvsrestaurant i Rom. Eller fotos af hans lækre hjemmegrillede aftensmad på terrassen. 

    Når vi ser disse fotos sammen med hans profiltekst, så sætter vi helt ubevidst en film på oppe i hovedet. Og et split sekund efter er vi i gang med give ham en masse positive egenskaber: “Aj, han er helt sikkert sjov og herlig. Århhh… han er en god far. Fedt, han elsker hjemlig hygge. Uhhh, han er sikkert fantastisk god til at kysse. Han er en gentleman. Jeg tror, vi er et perfekt match…”

     

    Man kan sige, at vi investerer enormt hurtigt og meget på baggrund af nogle få fotos, en profiltekst og måske nogle beskeder online frem og tilbage. Men det er jo en fantasi, vi investerer i. For vi aner på nuværende tidspunkt intet om ham. Intet. Lige nu er han blot et potentiale. En drøm. En fantasi. 

    Men vi kommer genske ubevidst til at sætte enorm værdi på en persons potientiale. Dét VI TROR han er. Vi sætter ham op på en piedestal. Og når han så ikke lever op til alt det, som vores indre film ellers havde vist os. Men i stedet skriver dagen efter og siger farvel. Ja, så punkteres denne gigantiske ballon, som vi selv er kommet til at puste op. Fordi vi lod vores romantiske drømme løbe afsted med os. Fordi vi SÅ GERNE ville, at han var alt det, vi så meget ønskede. Men som ikke stod mål med virkeligheden. Derfor føles det så hårdt, når en date afviser os. 

     

    Men hvad kan vi så gøre?

    Kuren er enkel. Vi skal træne os selv i ikke at se potentialer, men se den virkelige person. Og den virkelige person kommer først til syne efter ja mange dates. Så selvfølgelig må du gerne blive betaget af en mands fotos, hans profiltekst og hans måde at skrive beskeder til dig på. Men det er afgørende, at vi hele tiden husker os selv på, at vi ikke kender personen før, vi har set dem adskellige gange IRL. Og indtil da gør vi klogt i at se en date for, hvad det er… i ordets oprindelige betydning: “et aftalt tidspunkt/dato (en date) for et møde mellem personer”. Og i mødet være åben, nysgerrig OG vide, at vores indre film blot er film…

    Pas på dig

    ❤️

    Skærmbillede 2020-06-19 kl. 13.10.12
    Del artiklen med nogen, du kender:
    Facebookmail