Du er ikke alene. Selvom det måske nogle gange kan føles sådan. I din verden af narcissistisk manipulation.
Der findes mange mange kvinder (og mænd) derude, som lever og har levet i det samme giftige spin som dig. Derfor har jeg spurgt 3 kvinder, 3 modtagere af mit nyhedsbrev omkring temaet narcissisme. Kvinder der HAR været i et toxic forhold, og som nu deler deres råd med dig. Råd som de gerne ville haft, da de selv gik gennem helvede.
“Hvad er dit bedste råd til andre kvinder, der befinder sig i en gifti relation med en narcissist?”
Her deler de.
Gode råd til dig fra 3 kvinder som har levet i narcissistiske forhold
Henriette, 47 år:
Mit bedste råd er at sørge for, at du har eksperter eller andre ligesindede at snakke med om det, du oplever og bliver udsat for, for folk der ikke kender til, hvad det vil sige at være i en narcissistisk relation, kan ikke forestille sig, hvad du er udsat for, og så kan det gøre mere skade end gavn, hvis de negliserer dine oplevelser og følelser.
Jane, 55 år:
Vid at det ALDRIG bliver bedre med en narcissist. Du kan ikke ændre en narcissist. Mange kvinder tror og håber på, at han vil ændre sig. Hvis de bare forsøger at give ham det, han vil have. Hvis de bare gør sige mere umage. Hvis de bare giver det tid. Men det er en kamp, du ikke kan vinde. For han ændrer sig aldrig. Uanset hvad du gør og ikke gør, så er en narcissist en narcissist. Han blev narcissist længe før, at han kom ind i din tilværelse. Det skete i hans barndom. Og derfor er det vigtigt, at vi forstår, at der er hvad der er. Du kan ikke forandre ham. Ingen kan.
Sara, 49 år:
Hold fast i din egen version af virkeligheden. Skriv ned, fortæl en god veninde eller en terapeut om dine oplevelser, så du altid har “et vidne”, der kan hjælpe dig med at holde fast i, hvad du oplevede. Narcissister er nemlig eksperter i at få dig til at føle, at din mening, dine følelser, din oplevelse er forkert. At du husker forkert. At DU er forkert. Og det betyder, at man meget hurtigt kan miste sig selv og ens egen virkelighed. Og når dét først skrider, er det let for narcissisten at tage styringen på hele din tilværelse. Og derefter er det meget svært at komme ud af hans klør igen.