Når vi bøvler med kærligheden

Gang på gang. Kan vi ofte finde en del af forklaringen i vores fortid.

I barndommen lægges kimen til masser af vores helt vidunderlige egenskaber. Men det er også i barndommen, at der plantes frø af alt det, der senere kommer til at spænde ben for os. Også i vores kærlighedsrelationer. Selv mange år senere. Når vi er voksne.

Nogle vil tænke: Ja, selvfølgelig! Min barndom var langt fra optimal. Så klart, at jeg stadig er udfordret på de ting, jeg oplevede dengang.

Men der vil også være mange, der har haft en “helt gennemsnitlig barndom”, som ikke har åbenlyse traumer at kigge tilbage på. OG som alligevel bøvler med “et eller andet” i deres voksenliv. “Hvad er det så, der er sket i min barndom, tænker du? For jeg havde det da meget godt”.

Det lille barn er afhængig af sine forældres omsorg, kærlighed og nærvær. Det gør, at vi føler os elsket. At vi er noget værd. Og netop disse følelser skal gøre os stærke nok til at hvile i os selv, kende vores værd, mens vi vokser op. Og når vi ER blevet voksne.

Tidligere i dag havde jeg en samtale med en kvinde, der kommer fra en barndom i en helt gennemsnitlig kernefamilie. Alligvel bøvler hun enormt i kærligheden.

Ved at grave lidt, kom det frem, at hendes far ofte havde meget travlt. Han var en vellidt og udadvendt person. Og havde ofte travlt med at træne fodbolddrenge i fritiden. Travlt med at arrangere events for den lokale ejerforening. Travlt med at læse avisen.

Kvinden her blev i sin barndom ofte mødt med et “lige om lidt skat”, “Kan det ikke lige vente til jeg kommer hjem?” eller bare et fraværende “Mmmm…”.

Som voksen har kvinden enormt svært ved at finde en mand, der bliver. Finde en mand, der er der. Finde en mand, der respekterer hende.

Hvorfor?

Fordi den lille pige dengang lærte, at hun ikke var “vigtig nok”. At hun altid liiige måtte vente. At hun skulle sætte sig selv på hold… indtil far havde tid.

Nu som voksen er hun ved at finde ud af, at hendes “barndomstraume”, gør at hun tror, at hun ikke har krav på at blive set, respekteret og taget alvorligt. 

I stedet har hun ladet sig nøje med mænd, der kun er der halvt. Som ikke prioriterede hende. Ikke så hende. Hørte hende. Ikke ville hende.

Og derfor har hun slået sig på kærligheden. Hun kom helt uskyldigt til at slæbe sin barndom med ind i sit kærlighedsliv.

Hvad med dig og din barndomsbagage? Bærer du stadig rundt på den?