Sig lige det igen?? Så jeg skal glædes over andres ulykke?!

Ja… eller nej, selvfølgelig skal du ikke det. Og dog. 

Lad mig forklare.

Rigtigt mange af os har prøvet at sidde i vores sofa og tænker, at alle andre har det hyggeligt, dejligt, lykkeligt, fantastisk og overskudsagtigt. Lige nu. Men jeg sidder her og har det ad h… til.

Kender du det?

Hvordan du går gennem gågaden og kun ser lykkelige par, mens du selv er single (igen). Eller du oplever, hvordan de andre forældre i dit barns klasse virker så lykkelige, mens dit parforhold er nedslidt og skilsmissetruet. Eller hvordan din omgangskreds har gang i egne spændende firmaer, lækre renoveringer af hjemmet og poster det ene fantastiske billeder efter det andet på Facebook fra hyggelige weekender i familiens skød. Eller opslag om “Så fik man liiige denne vilde overraskelse fra hr. mand – tadaaa overnatning for 2 på Hotel Lækker Luksus”.

Åh!! Det er ikke til at holde ud. Alle har styr på deres liv. Er lykkelige. Undtagen mig. Det hjælper ikke ligefrem på min situation. 

Men er alle omkring dig nu også så lykkelige? Så glade? Og lever det perfekte og fuldkomne liv?

Nej, vel?

Jeg er sikker på, at du faktisk godt ved, at rigtigt meget af det, du ser på de sociale medier fra dit netværk, er opstillende glansbilleder. Og måske har du endda eksempler på, at dét par du troede var lykkeligt gift pludselig fortæller, at de er ved at blive skilt. Eller at en kollega, du altid har misundt, bærer rundt på barndomstraumer, der gør, at hun har det svært i livet. Eller at din ekspartner, som gik fra dig, faktisk ikke har det bedre nu, selvom du er skiftet ud med ny yngre kæreste. Eller måske finder du ud af, at din venindes lykkelige ægteskab er pakket med utroskab. Eller din mangeårige løbemakker hele livet har lidt af tilbagevendende depressioner. Eller din kæreste studieveninde, som rykkede igennem med og fik et topjob, faktisk lider voldsomt under et ægteskab med en narcissist. Og sådan kunne vi blive ved…

Og hvad er pointen?

At dét vi ser ikke nødvendigvis er sandheden. Vi tror, at alle andre har det perfekte liv. At det er os, der ikke rigtigt kan finde ud af det.

Men kære skønne dig. Dér tager du grueligt fejl.

Og hvad der er endnu mere ærgerligt, trist og tragisk er, at du bruger disse glansbilleder af andre til at pille dit eget liv ned med. Dine forestillinger om andres lykkelige pletfrie liv. Bruger du til at tale dit eget ned.

Så hvad skal du gøre?

Du skal bruge andres sorg og ulykke som din katalysator.  

Hvordan?

Når du nu VED, at dem omkring dig ikke nødvendigvis lever så fantastiske liv, som de gerne vil vise dig på SoMe. Eller når du nu ved, at du helt uskyldigt kommer til at sætte perfekte film af andres tilværelse op på din indre skærm. Når du ved, at det IKKE er sandheden – det polerede og perfekte liv derude – kan du begynde at tænke anderledes om dit eget.

Og dét er hele pointen.

Andres sorg og ulykke (skilsmisser, utroskab, stress, depressioner, økonomiske udfordringer, sygdomme, fyringer og så videre) kan hjælpe dig med at se, virkelig se, at ingen er perfekte. Ingen lever det polerede liv.

Så hvordan kan det blive din katalysator?

Når du indser, at du ikke er bagud på points i forhold til andres tilværelse. At andre (også!) har masser at rode med. Dramaer, traumer, kriser, udfordringer. Dér får du mulighed for at berolige dit indre nervesystem. Når vores indre ikke føler stress over at skulle løbe efter noget, som er uopnåeligt og ganske enkelt ikke realistisk eller sandt. Kan vi slappe af. 

Når vi ved, at andre i virkeligheden har lige så mange udfordringer som os (og nogle endda flere end os), bliver det for mange som, at der bliver taget enorm tyngde af vores skuldre. Vi kan slippe jagten på alt det, vi troede, de andre havde.

Og at smide de tunge kilo, som vi har gået rundt med, giver os uvilkårligt mulighed for at stå mere rank og stolt i vores eget liv.

Pas på dig