“Seriøst? Hvad har du gang i?!

Han er en kæmpe idiot, den måde han ikke gider tage del i noget som helst.

Ha! Hun er sikkert ikke til at holde ud at arbejde sammen med. Jeg har hørt så mange rygter.

Det er så typisk. Mænd i den alder er SÅ egoistiske!”.

4 tilfældige sætninger fulde af fordømmelse, antagelse og anklage. Du kan måske ligefrem genkende dem? Og kender måske følelsen, når sådanne ord springer fra din tunge eller hamrer gennem dine fingre på tastaturet på mobilen med 170 km/t?

Men hvad er det egenligt der sker, når vi reagerer så uskønt?

“Jeg var stresset. Jeg var i forvejen ked af det. Han er altid på den måde. Jeg fik bare nok”. Vil du måske svare.

Og disse forklaringer kan da også være plausible nok. Du er i din gode ret til at reagere med både vrede og frustration.

Men i virkeligheden skete der det, at du ikke fik pauset inden, du fik reageret. Du fik ikke trukket vejret. Du fik ikke balanceret dit indre. Du fik ikke styr på dine tanker inden, du reagerede. 

Og når vi ikke gør dét, ja så er det reptilhjernen, der styrer showet for os. Det er den del af vores hjerne, der bider antilopen ihjel før end at man når at overveje, om man overhovedet var sulten efter kød.

Og det er meget sjældent til gavn for nogen. Hverken i nuet. Eller på sigt. At det bare er en ikke-reflekteret autopilot, der sidder i førersædet. 

Så hvad skal du gøre næste gang, at du bliver provokeret, ked af det, irriteret, frustreret over andres ord eller handlinger?

Du skal pause.

Jeg gentager. Du skal pause.

Når vi pauser, giver vi os selv den nødvendige tid til at få ro på vores tanker. Forsøge at forstå hvad der skete. Og komme med en respons, der giver mest mulig mening for dig og for den anden part.

Og lagde du mærke til, at jeg skrev respons. Ikke reagere.

Der er nemlig enorm stor forskel på, om vi reagerer. Eller om vi responderer.

Når vi reagerer, er vi i følelsernes vold. Det er her vi trækker revolveren og skyder igen. Det er her vi smider det samme tilbage, som blev kastet mod os. Det er her vi misforstår. Det er her vi føler os angrebet og små.

Når vi responderer, har vi taget tiden til at pause. Som giver vi os selv mulighed for at svare pænt, høfligt, nøgternt og respektfuldt. Og det kan vi kun, når vi har pauset. Når vi har fået ro på os selv. Vores følelser og tanker. 

Og at respondere på en rolig og eftertænksom måde, forplanter sig til ro inde DIG. Det beroliger vores indre, når vi udsender ro. Modsat når vi reagerer med vrede eller frustration. Det kender vi nok alle, så kan det mærkes i kroppen længe efter. 

At pause handler om at skabe et rum, hvor du laver fuld stop. På dig. 

For det handler mest om dig. Om at vide at disse pauser, hvor du samler dig. Betyder rigtigt meget for dit system. Dit indre system. Dér hvor der helst skal være ro og balance – og hvor energien overvejende skal bruges til at udvikle i en givende retning. 

Når du giver plads til at pause – sker der noget magisk. I din kommunikation. I dit overblik. I din indsigt. Til glæde for dig selv – og dine relationer.